Larm, og paa en vis Maade gjorde han det vet ogsaa, men han kunde ikke her genfinde den blide, drømmende Stemning. Han blev bestandig forstyrret, den unge Eneboer fik ikke Lov at være i Fred bag sin Haves Hække. Uheldet vilde, at hans Stuekammerat, Samuel Barck, var den respektløseste Knægt i hele Helsingfors. Det første Bekendtskab med ham havde ikke været ubehageligt. Barck havde trakteret rigeligt med Bolscher og Sirupsslik, og om Eftermiddagen havde de sammen aflagt Besøg hos The-• jomfruen, men snart havde den gode Herre begyndt at vise sig som den, han var. Barck kunde aldrig lade Zachris have sine Ting i Fred og ærgrede ham gul og grøn med sin Hensynsløshed og sin Uorden. En Søndagmorgen begav Barck sig for Eksempel ud til Sveaborg og tog Zachris' Roman Demoniana med sig, som Zachris havde glædet sig til at læse paa Fridagen. De smaa örne og Zachris havde engang planlagt et Spøgeri for at skræmme Pigerne, men Barcks Mellemkomst forstyrrede det hele. Barck, der ikke var andet end Gymnasiast, havde ikke Lov at ryge, men han laante altid Zachris' Pibe og røg uden Lov. Pludselig fandt Barck paa at melde sig syg og skulke, saa Zachris havde ham hjemme, netop naar han havde haabet paa, at han skulde have Ro til at læse sine Lektier. Barck mente, han havde Ret til at ligge og strække sig paa den eneste Sofa, og med det gode kunde man ikke faa ham væk fra den. Barck sladrede: en Gang havde Zachris sagt noget om Pigerne, og fluks løb den 6-7