skab med Hovedstadsdamerne. Men hans Hjerte blev Mathilda Lithén tro. Der var ikke i hele Helsingfors en eneste ung Pige, der kunde sammenlignes med hende, ja, han var nær ved at mene, at den beskedneste af hans smaa Veninder i Nykarle-by var at foretrække for den mest fejrede unge Dame i Helsingfors. Den anden Adspredelse bestod i, at han og hans Stuekammerat lejede et Klaver i Fællesskab. For skønt Barck var en stor Gavtyv og Spilopmager, saa manglede han ingenlunde Begavelse. Han var aldrig kommet saa vidt med sin Musik, at han havde gidet lære Noderne, men alt hvad han hørte kunde han spille efter Gehør. Og Zachris var ikke længer nogen Fjende af Musik, som han havde været den første Tid i Uleåborg, men det var næsten blevet ham en Livsfornødenhed at have et Klaver at sværme ved. Det kunde se ud, som om han lige fra Begyndelsen af fandt sig bedre til Rette i Helsingfors end i Uleåborg, men det er ikke saa let at dømme herom. Det Drømmeliv, han havde ført i den kolde, vintermørke By, var blevet ham meget kært. Alle Digterværkerne i Fastrenes Bibliotek havde skabt en fortryllet Verden om ham, en straalende Have med syngende Træer og talende Fugle, hvor hans Sjæl havde følt sig ligesaa hjemme som i Barndomsegnen omkring Kuddnäs. Her i Helsingfors søgte han at blive sine litterære Vaner tro, sin stille Syslen med Pen og Bog; han vilde gerne tage Poesiens underfulde Rosenhave med sig ind i Drengepensionatets Støj og 66