ikke kunne gøre Mathilda lykkelig. Han var en elskværdig og dygtig Mand, men altfor tør, for meget Talmenneske. Og desuden havde han et tungt Sind. Han forstyrrede Glæden i Kredsen paa Alörn ved at være skinsyg og muggen. Trods alle flygtige Bekymringer kunde Zachris dog ikke være blind for, at det var ham, Mathilda holdt af. Og han for sin Part levede i en lyksalig Forelskelsens Rus. Men det var ikke alene Kærligheden til Mathilda, der gjorde Livet paa Holmen saa fortryllende. Man kan nok tænke sig, at baade i den gamle Bjælkehyttes Tid og senere hen var alle Kærlighedshistorier i Nykarleby væsentlig blevet udspillet paa Alörn. Derude var vekslet saa mange varme Blikke, der var sagt saa mange ømme Ord, der havde lydt saa mange Serenader, var deklameret saa mange Kærlighedsdigte, at et Minde, en Genlyd af alt dette stadig dvælede i Lund og Krat. Hverken Vinterstorme eller Efteraarsregn kunde forjage den Duft af Forelskelse, der omsvævede Holmen. Til forskellige Tider havde dette særegne, der hvilede over Øen, iklædt sig forskellige Former. Snart havde det aabenbaret sig som overmodig Livsglæde, snart som snerpet Blyhed, men nu, i Trediverne, optraadte det som den blideste Sentimentalitet, som den mest blaaøjede Romantik. Og nu var Kærligheden til Mathilda en Tryllestav, der havde aabnet Zachris' Øjne og Sanser. Han følte, hvad der svævede i Luften, han kastede 89