Sommerbolig paa Øen og flytte derud en Maanedstid. Zachris regnede dette for en særlig Naade af Forsynet. Paa den Maade kunde han være sammen med Mathilda hver Dag i flere Uger. Paa Alörn behøvede man ikke at gaa paa Visitter eller gøre Selskab. Der kunde man altid træffe hinanden; man havde Skoven, Bærmarkerne, Fiskepladserne til Dagligstue. Der var man som en eneste Familie. Der var ingen, som undrede sig over, at han altid var sammen med sine Kusiner, Rosalie og Mathilda. Det faldt af sig selv, at han var deres opvartende Kavaller. Og han var lykkelig ved at være, hvor Mathilda var. Hendes Nærhed kastede Glans over Livet. Om de spadserede i Maaneskin eller bælgede Ærter, om han læste smægtende Digte højt for hende eller hjalp hende at tørre Tallerkener, lige himmelsk var det altsammen. Ikke fordi han nu var helt fri for Anfægtelser. Mathilda var blevet saa beundret efter sin Hjemkomst fra Stockholm. Det fine Væsen, hun havde tilegnet sig, klædte hendes Skønhed og gjorde hende saa fortryllende, at alle Byens unge Herrer laa for hendes Fødder. Selv den uimodstaaelige Henrik Backman var begyndt at gøre hende sin Opvartning, og dette iagttog Zachris med bankende Hjerte, thi hvis Henrik elskede Mathilda, da vilde han frivilligt trække sig tilbage; de to maatte ikke være Medbejlere. Albert Dyhr var ogsaa forelsket i sin Principals smukke Datter, men til ham agtede Zachris ikke at afstaa hende. Dyhr vilde 88