Var han gaaet tilbage? Duede han ikke til at studere? Han prøvede at sige til sig selv, at det hele var en Bagatel. Han var jo ikke faldet igennem. Hvad var der da at sørge over? Nej, han var ikke faldet igennem til Eksamen, men hans Selvtillid havde faaet et Knæk. Det var den saarede Egenkærligheds Kalk, han maatte tømme. Den var ny, uprøvet og meget bitter. Midt i sit store Mismod kom han til at tænke paa, at dette maaske endda kunde være godt for noget. Det kunde maaske frelse ham for at komme tilkort ved den virkelige Eksamen. Naar han blot lagde sig den Lære paa Sinde, som han nu havde faaet, kunde den maaske give ham en sund Opstramning. I de sidste Aar havde han bestandig haft Mathilda i sine Tanker. Sidste Efteraar var han blevet hjemme for at være i hendes Nærhed. Det var nok ikke paa den Maade, man passede sit Arbejde, naar man vilde drive det til noget. Blev han ved med den Slags Barnagtigheder, maatte han nok lade sig nøje med at være et Provinsgeni. Elske hende, ja, det var der ikke noget ondt i, men han vilde være Herre over sin Kærlighed. Den maatte ikke være ham en Hindring. Med disse Tanker rejste han hjem, og saa skete det, at Julen heller ikke blev som før. Jo, én Søndag gik han til Lithéns Klokken elleve og blev der til Klokken ni om Aftenen. Han befandt sig vel der som altid. Der kunde han være naturlig og var fri for al Snusfornuft. Han blev altid bedre, 108