men Glæde, Tillid, Begejstring. Rektor magnificus, Professor Melartin og andre Hædersgæster, Runeberg først og fremst, var med blandt Ungdommen. Snellman var Festtaler. Han talte om Nytten af Inddelingen i Nationer ved Universitetet og havde skarpt betonet, at denne Indretning ikke havde det Formaal at splitte Studenterkorpset for lettere at kunne styre det, men Meningen var, at Studenterne i deres forskellige Afdelinger skulde have noget, der kunde være dem i Hjemmets Sted, en Institution, der omsorgsfuldt og kærligt kunde holde Øje med deres Færd, der kunde hjælpe dem i Nød og hos dem, der var fra samme Landsdel, fremelske en Følelse af, at de tilhørte een stor Familie. De havde alle forstaaet, hvorfor Snellman havde valgt netop det Emne. Han vilde overfor de tilstedeværende akademiske Autoriteter lægge et godt Ord ind for Afdelingen. Og han havde gjort sine Sager saa udmærket, at alle havde beundret hans Klogskab og Takt. Men hvad der havde gjort den Aften uforglemmelig, var, at Franzéns Portræt var blevet skænket Afdelingen. Lille havde læst Digte cp, Franzéns Studentervise var blevet omdelt, og til sidst rejste Rektor sig og sagde nogle begejstrede Ord om den store Digter og det ædle Menneske, der havde været hans Ungdoms Lærer. Da følte hele den unge Skare deres Hjerter svulme af Begejstring. De følte en ubeskrivelig Glæde over, at denne store Mand var Finne og var udgaaet netop fki denne Krçds. 117