skulde være, og at Myndigheder og Gendarmer var til, for at de skulde have nogen at skændes med. Zachris var en retfærdig ung Mand, og han kunde ikke negte, at de akademiske Myndigheder nok kunde have deres Grunde til at være misfornøjede med hans Landsmænd. Det var hændt et Par Gange, at en Flok Studenter havde drukket Punsch og holdt Spektakler paa Galleriet i Teatret. Hvem var det, der havde ført an ved disse Optøjer? Det var naturligvis österbottninger. Naar en Professor havde gjort sig fortjent til at opvartes med Kattemusik, hvem var det da, der først og fremst paatog sig det Hverv? Overflødigt at spørge, det var altid österbottninger. Dersom Vicekansleren eller Rektor magnificus begik et eller andet Overgreb, hvem var det, som straks var rede til at demonstrere for at hævde Studenterkorpsets Rettigheder og Forrettigheder? Altid österbottningerne, det kunde man paa Forhaand være sikker paa. Hvis en Flok Studenter, trods det strengeste Forbud, en Vinternat drog syngende gennem Helsingfors' Gader, eller hvis de patruljerende Gendarmer lod sig overtale til at laane nogle Nattevandrere deres Heste til at foretage en Ridetur med gennem Byen, da kunde man gøre sin Ed paa, at det var österbottninger, der var paa Færde. Det var maaske heller ikke at undres over, at Rektor og Konsistorium var betænkt paa at gøre den österbottniske Afdeling mindre selvsikker, mindre uregerlig. For en seks syv Aar siden 119