havde de taget Beslutning om, at Afdelingen skulde skilles i to Dele. Beslutningen var dog ikke traadt i Kraft, österbottningerne havde faaet Løfte om at forblive samlet, saa længe deres nuværende Inspektor, Professor Hällström, sad i Embedet. At Beslutningen om Delingen havde vakt en uhyre Vrede, er let at forstaa. Hvor kunde man godvillig gaa ind paa at synke ned fra at have været den største Universitetsnation til at danne to mellemstore Afdelinger, der var ligesaa magtesløse som alle de andre? Skete der et saadant Overgreb, da kunde man være vis paa, at ingen österbottnisk Student nogensinde vilde komme til et Afdelingsmøde. Og hvordan skulde det da gaa dem? Hvor enkle Livsforholdene end var, saa gaves der dog Lejlighed nok til at komme paa Afveje. Faa forstod at holde Maade. Den ene Student sad hele Dagen naglet til Bogen og levede som en Husmand, den anden kunde man Dagen igennem finde ved Billardbordet. Zachris havde hørt, at en enkelt lille By, der havde sendt elleve lovende unge Mænd ind til Universitetet, regnede, at de otte var gaaet helt i Hundene. Men havde Afdelingen ikke været, da var sagtens alle elleve gaaet samme Vej. De Herrer i Konsistorium skulde betænke sig vel, inden de opløste den. Det var alligevel det eneste Sted, hvor man gjorde sig Umage for at sætte Liv i Læsehestene og holde Dansehestene i Tømme. Et Par Gange havde han været med til at skille de aller sorteste Faar ud fra Afdelingen, for at 120