Men i Foraaret 1836 kom Nervander hjem og overtog sit Embede. Og fra den første Stund var det aabenbart, at han efter sin Hjemkomst ikke længer havde det rette Greb paa at styre sine uregerlige Undersaatter. Studenterne mente at spore diktatoriske Tilbøjeligheder hos Manden, og straks forsvandt Medlemmerne fra de ugentlige Sammenkomster. Han blev gnaven, klagede over manglende Interesse og gjorde paa den Maade ondt værre. Nu til sidst, for en Maaned siden, var han bleven træt af det hele og havde taget sin Afsked. Og nu havde Inspektor sammenkaldt österbott-ningerne. Det kunde jo ikke godt dreje sig om andet end Valg af en ny Kurator. Og Valget vilde naturligvis falde paa Snellman. Derved vilde Afdelingen komme i gode Hænder, lykkelige Tider vilde vende tilbage. Zachris hørte, at alle de andre var af den Mening, og at ingen følte den mindste Uro. Det var kun ham, der var plaget af disse underlige Anelser. Omsider kom Inspektor, satte sig ved det ene af de runde Borde, tog Hammeren i Haanden og paabød Stilhed. Og i faa Ord meddelte han österbottningerne, at han havde frasagt sig Inspektoratet. Rektor og Konstistorium ønskede, at Omordningen af Afdelingen skulde finde Sted, og da hans Forbliven var den eneste Hindring, havde han besluttet at vise denne Imødekommen. Derpaa begyndte han uden videre at foretage Navneopraab for at faa oplyst, til hvilken af de 122