österbottniske Afdeling idetmindste faldt med Ære. Men han kunde ikke faa Ordene frem. Hvor brændende i Aanden han end var, saa kunde han ikke sige, hvad han følte og tænkte. Han blev rolig siddende ligesom de andre. Imidlertid foretog Inspektor henne ved Bordet i Ro og Mag Navneopraabet og indskrev akademisk Borger Zachris Topelius fra Nykarleby i den sydösterbottniske Afdeling. Da han om Aftenen kom hjem paa sit Værelse, brusede og gærede det i ham. Han vilde skrive noget, han vilde dyppe sin Pen i Ild, han vilde finde Ord, stærke som Lynstraaler; de skulde fare flammende gennem Natten, knuse Slavens Lænker og styrte Undertrykkeren fra Tronen. Men han formaaede intet. Hans magtesløse Pen faldt ham af Haanden. III 1 Foraaret 1838 skrev Zachris to Digte. I det ene, som han kaldte „Ynglingens Valg", skildrede han, hvorledes den Engel, der bevogtede Livets Port, havde givet ham Valget mellem to Veje. Den ene førte opad mod stejle Højder, hvor Kampe og Sejre ventede ham, den anden gik nedad i en dyb Dal, hvor der bestandig herskede Taage, og hvor ingen Bedrifter krævedes af Vandringsmanden. Han betænkte sig ikke paa Valget. „Aldrig", jeg svared, „o Engel, med Graad ber jeg dig skaane min Levnedstraad. Tungt er at vandre ad Dalenes Sti, Højden jeg elsker, først den gør mig fri. 24