Skænk mig, o Engel, kun Kampsindets Tro, Døden mig bringer sin evige Ro!" I det andet Digt, der hed „Paa Verdenshavet", skildrede han en Yngling, der fuld af Længsel ikke kunde holde ud at leve paa den skønne 0 langt ude i Oceanet, hvor han havde hjemme, men hejsede Sejl og drog ud for at finde et Land, hvor Menneskene ikke slumrede sødt i Naturens Skød, men levede deres højeste, dybe og sande Liv. Dette var vel igen et Forsøg paa at give Udtryk for den ubændige Kamplyst, der havde behersket ham lige fra det Øjeblik, da Myndighederne paa en baade despotisk og forræderisk Maade havde foretaget Delingen af den österbottniske „Nation". Hele Foraaret havde han følt sig oprørsk, misfornøjet, rede til en hvilkensomhelst Uforsigtighed. Men de rette, brændende Ord havde ikke indfundet sig, hans Evne stod ikke i Forhold til hans Vilje, og dette holdt ham tilbage. Ikke før hans Sværd var skarpt og smidigt nok vilde han drage i Leding. Men da han om Sommeren gensaa Emilie, var hun endnu skønnere end forrige Aar, og nu følte han pludselig, at han elskede hende af hele sit Hjerte. Med det samme svandt den vrede Trods ög den urolige Daadstrang fra hans Sind. Han hengav sig med hele sin Sjæl til Kærligheden. Og de Digte, som han nu kradsede ned i sine smaa Hæfter, var ikke Stridssange. Det faldt ham heller ikke naturligt at digte 125