JUBELFESTEN Nu maa I gaa lidt til Side, I unge Piger, Mathilda Lithén, Emilie Lindqvist og hvad I nu hedder I I har haft jeres Tid, men den er ikke mere. En stor Medbejlerske træder nu ind paa Skuepladsen. I ser hende ikke, men for den, der en Gang har staaet Ansigt til Ansigt med hende, er hun allestedsnærværende. I hører hende ikke, men hendes Stemme lyder stærkere end Tordenens Rullen. Hun er den ufødte, som aldrig dør, den daadløse, der opfostrer Helte, den stumme, der lærer sine Elskere den skønneste Tale, den lifligste Sang. Hun er den hungrende, hvem ingen Ofre mætter, den tørstende, der drikker Sønners og Døtres Blod, den grusomme, der kun med et Smil ser efter dem, som gaar i Døden for hendes Skyld. Hun er en Gudinde, en Sky, en Taageskikkelse, tusinde Gange gaar I hende forbi uden at se hende. Hun er den, som har ydet jer Røgt og Pleje, som har givet jer Husly og Føde, I har hende at takke for alt, men I har endnu ikke faaet Øje paa hende. Hun er Værtinde i et stort Hus, hvor I er Gæster hver Dag i jert Liv, og I er endnu ikke stødt paa hende. 135