O, var jeg ct Minde — af Tid og af Sted ubunden og maatte dig følge og maatte bekranse din Livsvej med Fred, din Grav i Velsignelser dølge og skjule dit Liv i min skærmende Favn og lære en Verden, dit elskede Navn med Kærligheds Virak ombølge! O var jeg en Tanke — ubunden og fri og fik i dit Hjærte mig dølge og støtte din Fod ad den stigende Sti og over hver Fare dig følge og lyse dig Vej gennem Skyggernes Land til Saligheds evigt forklarede Strand over Tidernes brusende Bølge! Da han bagefter læste disse Linier igennem, var det ham klart, at det var det bedste, han endnu havde skrevet. Og han foldede sine Hænder i Tak, thi han forstod, at midt i hans dybe Smerte var Inspirationen, den store, ægte Digtergave, vaagnet til Liv. Sorgen havde stjaalet Livslykken fra ham, men Røveren havde dog til Erstatning efterladt Digtergaven i hans Hus.