Dette Etablissement betragtedes dog maaske snarest som et Tilflugtssted for Syge, eller ogsaa fandt man, at det laa for langt fra Byens Midtpunkt. Man tog sig ialtfald over at bygge en Restaurant nord for Byen, i den saakaldte Selskabs-have ved den smukke Tölöbugt, der skærer sig saa dybt ind i den helsingforsske Halvø, at den næsten skiller den fra Fastlandet. Stedet fik Navnet Kajsaniemi efter den svenske Mamsel Kajsa Wahllund, der længe havde staaet for Byens fineste Restaurant. Men det var ikke nok hermed. Hvem der i den første Halvdel af Aaret 1840 besøgte Hovedstaden, kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at gamle Huse alle Vegne blev oppudsede eller malede, og at Opførelsen af Nybygninger fremmedes med stor Kraft. Brolægningen, blev efterset og forbedret, Esplanadens Træer blev befriet for tørre Grene, i alle Haver blev der plantet Blomster, klippet Hække og tilsaaet Græsplæner. Gamle Plankeværker blev revet ned, og hvert Græsstraa mellem Stenene paa Torvet blev luget bort. Det var aabenbart, at store Begivenheder forestod. Alle offentlige Bygninger, især da de, der hørte Universitetet til, blev eftersete og oppudsede. Med særlig Glæde saa man, at Arbejdet paa Nikolaikirken, den mægtige Domkirke, der beherskede Se-natstorvet og var Nabo til Universitetet, gik frem med raske Skridt. Omsider blev Stilladserne revet ned, og det Indre af Kirken blev sat saa vidt i Stand, at den kunde tages i Brug. Dette var ogsaa ganske nødvendigt. Finlands Universitet be- 137