redte sig til at fejre Mindet om dets Stiftelse ved Per Brahe Aar 1640 med al den Højtidelighed, der kunde tilvejebringes, og man trængte til det mægtige Kirkerum til Promotioner og Gudstjenester. Enhver finsk Mand vidste og forstod, at Universitetet, der satte Landet i Stand til selv at oplære sine Præster og Embedsmænd, var den ypperste Gave, der var i Behold fra Svensketiden. Man behøvede blot at forestille sig, hvordan det vilde være gaaet, dengang Landet kom under russisk Herredømme, dersom Universitetet ikke havde været. Finske Studenter havde i saa Fald maattet rejse til St. Petersborg for at studere og vilde være kommet tilbage russificerede og fremmede for deres eget Land. Nej, Universitetet var det finske Folks dyreste Arv, og déts tohundredaarige Bestaaen kunde der ikke gøres tilstrækkelig Ære af. Det var derfor ikke at undres over, at Hovedstadens Indbyggere ikke alene ved Nybygninger og ydre Foranstaltninger viste deres Interesse for Jubelfesten. Der var sikkert ikke en eneste Familie, hvor man ikke traf Forberedelser til at modtage Gæster langvejsfra. Posttaskerne var tunge af alle de Indbydelser, der sendtes til Slægt og Venner paa Landet. Alle Byens Skrædere havde travlt med at forarbejde Uniformer, og alle Skomagere syede Dansesko. Fra Provinsen kom der saa store Bestillinger paa Tyll og Tarlatan, at Lagrene var nær ved at tømmes. Restauratører og Beværtere maatte rejse højt op i Landet for at 138