havde anvendt endnu nogle Ugers Arbejde paa det for at faa det rene Laud, som han kunde have opnaaet. Midt under alle disse Tentamina skrev Zachris et kort Digt, som han kaldte „Intet ved jeg." Mærkeligt nok kom han her til at sige omtrent det samme som han havde sagt i det Digt, han skrev ved sin Studentereksamen, at al jordisk Visdom var et Intet, og at den aldrig vilde kunne tilfredsstille den Kundskabstørst, der boede i ham. Netop nu, da al den Lærdom, han havde indhøstet ved syv Aars Anstrengelser, skulde fremlægges til Prøvelse, følte han sig meget ydmyg. „Hvad jeg ved, er et Intet", tilraabte han sig selv, „og jeg, der har samlet Kundskaben, er ogsaa et Intet." I Begyndelsen af Maj tog han sin Eksamen, og det var med stor Glæde han tænkte paa, at han nu omsider var saa vidt, at han kunde begynde paa sit egentlige Brødstudium. Dette var ganske simpelt en Nødvendighed, for med hvert Aar blev det vanskeligere for hans Moder at skaffe Penge. Ja, undertiden var Fru Topelius saa blottet for Kontanter, at hun ikke kunde sende et Brev afsted. Saa snart Eksamen var endt, skrev hun paa ny til Sønnen og skildrede, hvor svært hun havde det, og bad ham komme hjem mellem Eksamen og Promotionen; det vilde vel altid være noget billigere end at blive i Helsingfors. Men midt i Jeremi-aderne mindede hun ham om, at han maatte have en Uniform til Promotionsballet. Kunde han faa fat i en brugt, der var pæn nok, vilde det jo være 140