Takke med en Halmseng paa et Logulv. I de fleste Tilfælde gik alt i største Gemytlighed; Gnaveri og Hidsighed havde man ladet blive hjemme; nu tog man Forholdene som de var og fandt sig hellere i Besværlighederne med Latter end med Graad. Det var fornøjeligt at tænke paa, at alle Finlands Landeveje mylrede ligedan med Mennesker. Paa Vejene fra Viborg, fra Kuopio, fra Uleåborg, fra Åbo, alle Vegne var der samme Liv og Røre. Man kunde knap begribe, at det var muligt. Var der da virkelig saa mange Mennesker i Finland, der interesserede sig for Universitetet? Var der saa mange studerede Folk, saa megen Dannelse? Jo nærmere man kom Hovedstaden, jo mere forbavset blev man. Der havde man gaaet hver for sig i sit ensomme Hjem og haft en Følelse af, at Fædrelandet laa i Dvale. I de sidste tredive Aar havde ingenting rørt sig i Finland. Landet var dødtræt efter det foregaaende Aarhundredes Hærgninger og Ulykker, og den russiske Regering lod det i Ro. Der blev ingenting gjort for at vække det af Søvne. Men allerede her paa Landevejen fik man en Fornemmelse af, at Fædrelandet levede, eller at det ialtfald var i Færd med at vaagne. Og hvem ved? Det var maaske al denne Vognrummel paa Vejene, al denne muntre Tummel paa Gæstgivergaardene, der havde vækket den sovende af tredive Aars Søvn. Hun kom ud fra Skovens Dyb, ikke rigtig vaagen, med Mos i Haaret, Øjnene endnu uvant med Sollyset. De skønne Lem- 144