gamle Forelskelse vaagnede hos ham paa ny. Men det mærkede han ikke det mindste til. Den var død og borte for bestandig. Ligesom Nykarlebyfolkene var nu Hundreder af dannede Familier paa Vej til Helsingfors. De rumlede afsted i højhjulede Vogne, hvor Magasinerne var pakket fulde af Balkjoler, Vognens Tasker fyldt med Rejsesager, hvor Madskrinet stod paa Bunden af Vognen under de rejsendes Fødder og et Taarn af Hatteæsker hævede sig paa Vognens Tag. Ejeren af en saadan Vogn kørte maaske ind til Hovedstaden for at kreeres til Jubeldoktor, den unge Pige paa Bagsædet skulde maaske ind at danse paa sin Kærestes Promotions-bal, og den unge Mand paa Bukken skulde promoveres. Moderen paa Forsædet fulgte med for at være Vidne til de andres Glæde. Paa Gæstgivergaardene traf man gamle Venner, der var ude i samme Ærende. Der blev en Passiaren med Fornyelse af gammelt Venskab og med smaa Gilder, hvor Madkurvene leverede Traktementet. Enhver fortalte om, hvordan de havde det paa deres Hjemsted, sammenlignede deres Besværligheder, pralede af deres Heste, deres Kreaturer og deres Børn og følte sig mærkværdig unge og oplivede. Om Morgenen var man tidligt oppe for at komme før de andre til Skydsskiftet og faa friske Heste. Men hvor meget man saa skyndte sig, var alle Værelser optaget, naar man om Aftenen kom til den Gæstgivergaard, hvor man havde i Sinde at overnatte. Man maatte sidde og sove i Rejsevognen, eller ogsaa maatte man tage til 143