det var midt iblandt dem. Hun viste sig atter for sit Folk med sit grønne, blomstersmykkede Slæb, med Grankronen paa Hovedet, i sin unge stærke Skønhed, usvækket af Aarene, rede til ny Stor-daad, værd at leve og dø for. Festernes Række begyndte Onsdagen den 15. Juli, men allerede Dagen før havde Zachris To-pelius faaet en tydelig Fornemmelse af Fædrelandets Nærværelse. Tirsdag Aften ventede man, at Franzén skulde komme ad Landevejen fra Åbo, og henved hundrede Studenter samlede sig et Stykke udenfor Byen ved Tölö for at tage imod ham. Og da den gamle Biskop ganske rigtigt kom kørende i sin Vogn, blev den standset af den unge Skare. Først blev der afsunget Sange, som var skrevet til Ære for ham, derefter traadte Fredrik Cygnæus, Studenterkorpsets bedste Taler, hen til Digteren og sagde, at han og hans jævnaldrende allerede ved deres Vugge havde hørt vidunderlig skønne Sange, som i deres Barndomsminder smeltede sammen med deres Moders Bønner og deres Faders Velsignelser. Nu bød han disses Sanges Digter velkommen til hans Fædreland. Mçns han talte saadan, blev de tilstedeværende grebet af en Stemning, der maaske snarere var fremkaldt af Øjeblikkets Betydning end af selve de udtalte Ord. De mindedes, hvordan Franzén for enoghalvtredsindstyve Aar siden, i selve det blodige Revolutionsaar 1789, havde modtaget Magisterkransen i Åbo, de mindedes alt hvad der laa imellem den Dag og Dagen i Dag: hans betyd- 146