ningsfulde, uforglemmelige Virksomhed ved Universitetet, Landets Erobring af Russerne, hans egen Forflyttelse til Sverige, de tilbageblevnes sejge Kamp for at bevare Landet en Plads blandt civiliserede Samfund. De tænkte paa, hvordan hans Sang endnu fandt dyb Genklang i Landet, og som Kronen paa det hele kom Glæden over nu at se den elskelige Mand i deres Midte og vise ham, at Finland havde bestaaet sin Prøve. Alt dette bidrog til at gøre denne Stund saa stemningsfuld og rørende skøn, at den aldrig kunde glemmes. Da Fran-zén svarede med nogle Ord om sin uforanderlige Kærlighed til sit gamle Fædreland, var det, som om han i samme Øjeblik manede det frem for alles Blik. De saa det for sig, som om de pludselig var blevet løftet op paa et højt Bjerg og saa Landet ligge der, fattigt og ufrugtbart, men vidunderlig skønt med sine Søer og Aase, sine Elve og Skove. Og dette Syn vakte saa stærke Følelser af Glæde, Vemod og inderlig Kærlighed, at alles Øjne fyldtes med Taarer. Længe efter at den gamle Biskops Vogn var rullet ind til Byen, ledsaget af et langt Hurra, blev Studenterne staaende paa samme Plet. De var ikke alene. Fædrelandet var midt imellem dem. Ingen havde i den ærværdige gamle Mands Nærværelse gjort nogen Hentydning til, at han havde svigtet Finland i et Øjeblik, da det nok kunde trængt til ham; men alle havde de spurgt i deres Hjerte: „Du der forlod Finland for at drage til et Land, som du betragtede som dit aandelige Fædreland, valgte du rigtigt? Har du aldrig 10* 147