Deres Toiletter var ingenlunde landlige ligesaa lidt som deres Væsen, men deres Glæde var naturlig, deres Nærværelse oplivende, Dansen blev til den berusende Fryd, den altid burde være. Her fandt Zachris, hvad han aldrig før havde set, en Hovedstads mere storartede Arrangement i Forening med det hjertelige og hyggelige, der udmærkede et Selskab i Nykarleby. Men ogsaa her i Balsalen anede han Gudindens Nærværelse. Og pludselig blev alt vidunderligt og betydningsfuldt. De unge skønne Piger var Fædrelandets udvalgte Sendebud. Deres Dans havde en Mening, de var Nymfer sendt fra Enge og Lunde, og de svang sig rundt med yndefulde Bevægelser for at fejre Fædrelandets Genopstandelse. Da han kom hjem langt hen paa Morgenstunden og udmattet kastede sig paa sin Seng, varede det længe, før han kunde falde i Søvn. Og mens han laa og ventede paa Søvnen, saa han Døren til sit Kammer gaa op, og ind traadte en høj Skikkelse, klædt i et blomsterindvirket Klædebon, der slæbte efter hende, og med en Krone af Grankogler paa Hovedet. Han forstod straks, hvem det var, men forlegen ved den højes Nærværelse i hans beskedne Stue, vidste han ikke, hvad han skulde sige eller gøre, men blev liggende stille, ubevægelig. Men Gudinden traadte hen til hans Seng. „Jeg har modtaget dit Løfte," sagde hun. „Fra denne Stund er du min." I det samme bøjede hun sig ned og trykkede et Kys paa hans Læber. IS*