ve omkring sig for at holde Livet ud. Hvorfor behøvede det at være saaledes ? Hvorfor skulde man være nødt til at skabe en Verden ved Siden af den virkelige? Livet maatte jo kunne formes saadan, at det var blidt og til at udholde. Ethvert Menneske, der levede i Finland, burde føie, at han levede i et Paradis. „Alt dette vil jeg virke for," sagde han med løftet Pande. „Det skal være min Gave til mit Fædreland." Promotionen havde imidlertid trukket længe ud, og ikke før halv seks kunde „Filosoferne" indfinde sig til Middagen i Kursalen. De faldt som Ulve over de første Retter, og lidt senere begyndte de at drikke efter en endnu større Maalestok. De havde hele Dagen i stram Puds baaret Etikettens Jernaag. Nu trængte de til at nyde deres akademiske Frihed, nu vilde de slaa sig løs. Men heller ikke nu kunde de ryste den Fornemmelse af, at Fædrelandets Øjne fulgte dem. Ingen Raahed fandt Sted, ingen forløb sig, ingen forstyrrede Festglæden. Og hvad var det ikke for et Bal, der bagefter svævede hen gennem Natten lige til Klokken fem om Morgenen! Hvilket dejligt Billede frembød ikke selve Balsalen! Dette var ikke noget almindeligt Helsingforsbal, alle Skønheder ude fra Landet var jo tilstede. Man kunde næsten sige, det var et Nationalbal. Disse Søstre og Kusiner og Kærester fra Landet var vidunderlig fri, friske og muntre. Deres Ansigter var livsglade, deres Blikke straalende, deres Omgangstone utvungen.