lede om Väinämöinen, en Sagnhelt, der syntes at spille en stor Rolle i de gamle Folkesange, v. Becker paastod, at dersom man blot kunde finde alle de Sange, der levede i Folkemunde om denne Väinämöinen, saa vilde det vise sig, at der var en Sammenhæng mellem de forskellige Kvad, og det var ikke umuligt, at man kunde genfinde et helt finsk Oldtidsepos. Elias Lönnrot blev uhyre optaget af v. Beckers Idé, og gav sig til først og fremst at søge efter Sange om Väinämöinen. Han fandt ogsaa den ene efter den anden, og allerede i 1827 var han naaet saa vidt, at han kunde give en Fremstilling paa Prosa af Väinämöinens Liv og Bedrifter. Men netop i disse samme Aar var det, Doktor Topelius paa Kuddnäs fra sit Sygeleje udsendte sine Samlinger af „Det finske Folks gamle Kvad". I Fortalen nævnte han, at han havde faaet sine bedste Sange fra Kareler og raadede fremtidige Folkemindeforskere til at begive sig til deres Land og selv anstille Undersøgelser der. Dette Raad var ikke spildt paa Elias Lönnrot. Aar 1828 begav han sig paa Vej til det sangrige Karelen, gennem-strejfede Landet til Fods, gav sig i Lag med Befolkningen og fik Besked om, hvor deres bedste Folkesangere, de saakaldte runomästare, var at finde. Da han kom hjem, bragte han en god Høst med, men han var langtfra tilfredsstillet. Næsten hver Sommer gik han igen paa Vandring, og jo længere ind i Landet han kom, desto flere Sange havde de at lære ham. Her fandt han ikke alene Kvad om den gamle vise Väinämöinen, han op- 159