han ind til Universitetet og blev Student. Samtidig med ham blev Johan Ludvig Runeberg og Johan Vilhelm Snellman Studenter, saa det var ingen daarlig Aargang, der i de Dage traadte ind paa den lærde Bane. Elias havde som sædvanlig ikke noget at leve af, men han var tyve Aar gammel og havde lært at forsørge sig selv. Hvorfor skulde han sulte? Aldrig saa snart var han bleven Student, før han begyndte at læse med mindre Drenge og paa den Maade tjente sit daglige Brød. Det var igen et strengt Stykke Arbejde, men gaa skulde det, og det gik. Det varede fem lange Aar, før den unge Student havde lært alt hvad han skulde for i Aaret 1827 at tage sin første akademiske Grad og blive Candidatus philosophiæ. Men allerede i 1830 blev han medicinsk Kandidat, og i 1832 Licentiat. Kort efter blev han Distriktslæge i Kaj ana. Nu havde han altsaa sit Udkomme og kunde have slaaet sig til Ro med at passe sit Embede. Men Doktor Elias Lönnrot havde, ligesom Doktor Zachris Topelius i Nykarleby, stor Interesse for det finske Sprog og den gamle finske Folkepoesi. Aar 1822 havde han været Huslærer hos en Professorfamilie, der om Sommeren boede paa Landet, og i Egnen, hvor deres Landsted laa, hørte han finske Sagn fortælle og finske Kvad (runor) synge. Her gjorde han sine første Forsøg som Samler af Folkesange. Samtidig stiftede han Bekendtskab med Reinhold von Becker, en ung Sprogforsker, der havde rejst om paa mange Steder i Landet og fundet en Del Folkesange, der hand- 158