vel var kommet ud paa Landet, havde han en Fornemmelse af, at hver skovklædt Bakke, hver Lyngtue kaldte og drog. Det forekom ham, at Valget var saare let. Han kunde ikke bestemme sig for noget andet Livskald end det, der tillod ham at leve i denne herlige finske Natur, mellem disse Søer og Birkelunde. Han havde aldrig følt en saadan sugende Længsel efter den fri Natur, aldrig før anet, at det var det, han mest af alt trængte til, men nu vidste han det. Og med det samme forsvandt Tvivl og Betænkeligheder. Livet var pludselig lagt til Rette for ham. Han havde en beroligende Følelse af ikke mere at behøve at søge efter, hvad der passede bedst for ham. Da denne store Klarhed og Sikkerhed fødtes i ham, var han i Nærheden af Kahra Gæstgiver-gaard i Kuortane, og det var, som om de Stemmer indeni ham, der talte for, at han skulde sætte Bo paa Landet, tog til i Styrke jo nærmere han kom Gæstgivergaarden. „Husker du den kønne Pige, som du har set nogle Gange her paa Kahra?" sagde Stemmerne til ham. „Du, der længes efter Skønhed og Poesi, hvor tror du, at du kunde finde dem i rigere Maal end hos denne bly, blaaøjede Markblomst? „Naar du undtager Emilie, hende, som du ikke kan vinde, er saa ikke alle de unge Piger, du kender, ødelagt af en overfladisk og skæv Opdragelse? Er de ikke allesammen skabagtige, flove, forskruede ? Hvor finder du i vore Dage ufordærvet, frisk Menneskelighed uden hos den finske Almue? 164