Han havde kun set hende nogle faa Gange. Hun var jo saa smuk, at ingen Mand kunde gaa hende forbi uden at sige hende et beundrende Ord, men aldrig før havde han drømt om hende paa denne Maade. Det fandt han dog ikke noget unaturligt i. Det eneste uforklarlige var jo, at han ikke tidligere var kommet paa de Tanker. Nu var han ganske bestemt paa at gøre et første Forsøg paa at nærme sig hende. Det var den bedste Maade, hvorpaa han kunde løse Livets Gaade. Hans Moder vilde maaske straks blive lidt forundret, men hun vilde sikkert billige hans Plan, hun der selv satte saa stor Pris paa Jævnhed og Dygtighed. Men da han kom til Kahra og spurgte efter Greta, hørte han til sin store Forbavselse, at hun samme Sommer var bleven forlovet og skulde have Bryllup med en Bonde, der hed Hangola. Han, som da allerede i Tankerne havde taget sin Præsteeksamen, faaet Greta opdraget hjemme paa Kuddnäs og hjemført sin unge Brud til en lille idyllisk Kappelanbolig, blev højst forundret. Han havde aldrig drømt en Drøm, som han saa sikkert havde ventet at se virkeliggjort. Nu følte han sig saa flov, at han ligefrem maatte le højt ad sig selv. Nogen virkelig Sorg eller nogen alvorlig Skuffelse kunde det jo ikke være. Da han kørte bort fra Kahra, sagde han til sig selv, at det egentlig var godt, at det hele ikke blev andet end en Drøm. Brudgommens Navn tiltalte ham i højeste Grad. Hvor det var kønt! Det vilde tage sig udmærket ud i et Digt. 166