staver ned paa et Blad Papir, som han sad med i Skødet. Han fortsatte sit Arbejde, tilsyneladende uden at ane, at hele Oberons Hof stod nedenfor og saa paa ham. „Hvad har han dog for? Hvad har han nu hittet paa for Narrestreger?" spurgte Alferne hinanden. „Aa," var der en, der raabte, „jeg ved det, jeg ved det! Han skriver en Avis. Puck er blevet Avisredaktør. Nu faar vi et Blad ved Oberons Hof!" Hvorpaa hele Selskabet med ubeskrivelig Lethed og Behændighed gav sig til at klatre opad Birkestammen. Snart stod de oppe hos Puck og læste over hans Skulder. Da løftede den skrivende Hovedet for at jage de mest nærgaaende bort, og Konsul Wasenius genkendte straks det mørkladne, smalle Ansigt med de dybe Øjne og det skiftende Minespil. Han havde iøvrigt næsten ventet det. Puck var ingen anden end den unge Magister, der havde meldt sig hos ham som Ansøger. I sin Forbavselse skyndte han sig nu ogsaa hen til ham for at se paa Papiret, som den lille Mandsling sad med i Skødet. Og sandelig stod der øverst paa Siden med store snirklede Bogstaver: Helsingfors Tidningar. Paa hvert Nummer af det virkelige Blad stod der under Titlen en latinsk Sentens af et værdigt og smukt Indhold. Quid verum atque decens euro et rogo. Jeg stræber efter og beflitter mig paa hvad der er sandt og sømmeligt. Konsulen havde selv 186