vejen gik Emilie og Zachris Arm i Arm gennem den skønne, halvdunkle Skov. Zachris talte med Emilie om Henrik Backman. Hele Dagen, sagde han, havde han følt, at den døde omsvævede ham. Men netop derfor havde han vovet at liste sin Ring til hende. Han vidste, det var Vennens kæreste Ønske, at de to skulde finde hinanden. Det var slet ikke i Modstrid med det Savn, de begge følte. De gik længe ved hinandens Side i den stille Aften. Emilie havde noget at sige Zachris, som hun havde svært ved at finde Ord for, men hun følte, at han maatte have at vide, hvorfor hun nu elskede ham. Han maatte ikke tro, at hun tog ham, fordi den anden havde svigtet hende. Nej, det kom af, at Henrik Backman engang havde fortalt hende, at Zachris i ridderlig Opofrelse havde opgivet selv at søge at vinde hende, fordi han havde faaet at vide, at Vennen elskede hende. Det var det Træk, der havde bragt hende til at elske ham. Det, at han kunde overvinde sig selv. Da begyndte Zachris at forstaa Forsynets kærlige Styrelse. Han spurgte ikke mere, hvorfor Henrik Backman var kommen ind i hans Liv. Uden ham vilde han aldrig have vundet den elskede.