ham til Rette. „Forstaar du da ikke, at dette er Tegnet paa den rette Kærlighed? Den tænker netop altid paa at samle Straa til Reden og skabe den elskede et lunt Hjem." Omsider forstod han den Forandring, som hans Kærlighed til Emilie var undergaaet. Han følte ikke længer Lidenskab, men Ømhed, han begærede ikke Øjeblikkets flygtige Lyst, men han vilde formaa at elske hende uforanderlig trofast et helt Liv igennem. Dette var den skønne Overraskelse, hans Hjerte havde i Beredskab til ham. Det havde været som et egensindigt Barn. Det havde været lunefuldt og heftigt, han havde maattet tøjle og tugte det, men nu havde det naaet sin skønne Modenhed og Fred. Da Zachris kom tilbage fra Roturen, var der en, der spurgte, hvor han havde været. „Jeg har været ude for at finde Lyksalighedens 0," sagde han, men han fandt selv sine Ord romantisk forældede. Det var som et Klædningsstykke, han var vokset fra, og som ikke længer passede til de alvorlige og dybe Følelser, der boede i ham. Hen paa Formiddagen mødte de Lindqvists ude i det fri. Da tabte Zachris tilfældigvis sin Handske, og den faldt saadan, at Emilie maatte tage den op. Hun kunde da mærke, at der i den ene Finger laa en haard, rund Genstand og beholdt ganske stille Handsken. Zachris spurgte ikke efter den; først om Aftenen fik han den tilbage, og da var den tom. Om Aftenen besøgte de Lithéns, og paa Hjem- 199