Redaktøren af Helsingfors Tidningar havde ingen Medarbejdere, men var selv Mand for det hele. Allerede dette viser, hvor yderst beskedent hele Foretagendet var. Men det havde jo den Fordel, at Topelius kunde lede sit Blad helt og holdent efter sit eget Hoved. Han kunde uden Indblanding følge sit eget Program. Dette Program, der stod klart formet for ham fra første Stund, satte han dog ikke som et Motto under Bladets Navn, men det gamle Quid verum etc. fik Lov at blive staaende urørt. Han udtalte det heller ikke andetsteds med tydelige Ord, men det levede i hans Sjæls Dyb og satte lidt efter lidt sit Præg paa alt hvad han skrev. Det er nok muligt, at han paa den Maade fik Vane til sjælden at digte blot for Digtningens egen Skyld. Han var Folkeopdrager, naar han digtede, og Digter, naar han opdrog. Dette var i den Grad hans Natur, at man næsten kan tvivle om, at han betragtede noget Arbejde, idetmindste naar det var skrevet i Prosa, som rigtig vellykket, hvis det manglede det opdragende, vejledende Moment. Naar et Land skal forvandles til en Rosenhave, synes god Forstaaelse mellem alle Landets Ind-, byggere at være det første fornødne. Og hertil kræves jo fremfor alt, at man gør hverandres Bekendtskab og lærer sine Landsmænds gode Sider at kende. Men i Reglen er Forholdet det, at Hovedstad og Provins er ganske fremmede for hinanden. Og hvad gjorde nu Topelius ? Allerede den 22. Januar 1842 meddelte Helsingfors Tidningar, at der 202