hende? Hun havde trængt til alvorlige Opgaver, til et rigt Liv at fylde sin Tid med. Og da dette nu ikke var at finde andetsteds, saa kunde han godt forstaa, at det blev Sværmeriet, der fik Magten over hende. Han forstod det berettigede i hele Bevægelsen, men han følte ogsaa, at den maatte erstattes af noget rummeligere, større, mere almenmenneskeligt. Men hvilken Skæbne ventede mon ham, naar han prøvede paa at indføre dette, der skulde være større og rummeligere? Rundtom i Landet herskede den snæversynede Lære. Den prædikedes i Kirkerne, i Hjemmene, ved Møderne ude i det fri. Alle Vegne skilte den de hellige fra de vantro. Alle Vegne forviste den alt hvad Verdens er til Syndens dybeste Afgrund. Han derimod vilde favne alt det skabte. Han vilde ingenting forkaste, kun løfte, højne, gøre alting velbehageligt for Gud. Han saa ud endnu en Gang. Nu kunde han skimte Byen, de låve Skær, en svag, skinnende Stribe Hav. Og dette vide Udsyn gav ham nyt Mod. „Ogsaa jeg staar paa en høj Talerstol," tænkte han. „Ogsaa min Stemme høres over hele mit Land." Han gik hen til Skrivebordet. Han gav sig til at skildre den ny Verden, som han drømte om. „Her er der ingen synlig Kirke, Dogmerne er faldet bort, kun Tro, Haab og Kærlighed er blevet tilbage og leder vor Aand, men de læres ikke a f en Bog, og deres Navn kender ingen, skønt deres Væsen gennemtrænger alt. 15* 227