Han gik hen til Vinduet, rullede Gardinet op og saa ud. Om Dagen havde han en vid Udsigt over By og Skærgaard, nu saa han kun Nattens Mørke, men han vidste, at en stor, slumrende Verden laa dernede under ham. „Min Vej til Gud," sagde han smilende, „det er den, at jeg vil forvandle alt dette til en Rosenhave." Han blev staaende ved Vinduet i dybe Tanker. Han tænkte paa, at hans Maal egentlig ikke var andet end en Tilbagevenden til den ældste af Menneskehedens Drømme. Og var Menneskehedens Drømme ikke altid gaaet i Opfyldelse? Mon ikke den skønne Paradisdrøm fra Tidernes Morgen skulde have den Betydning, at Menneskeheden en Gang skal komme til at leve et Liv som i en dejlig Have, i Fred og Samdrægtighed? Ikke saadan at forstaa, naturligvis, at den skulde vende tilbage til den vildes låve Standpunkt, men alt hvad den paa sin Vandring gennem Jordens Ørken har erhvervet af Dannelse og Kundskab, af Skønhed og Rigdom, det skulde den visselig tage med sig ind ad Paradisets Port. „Det er det rette," sagde han. „Her er ingen Udelukkelse, intet Skel, ingen Fordømmelse. Dette vil jeg altid kæmpe for." Og nu da han havde fundet sit Standpunkt, kunde han med det samme tænke med forstaaende Venlighed paa sin stakkels Søster. Var det da saa underligt, at hun var blevet hellig? Hun havde været en hungrende Sjæl, men hvad havde vel det ensformige Hverdagsliv i en lille By kunnet byde 226