finsk Ståt, ikke som nu en svensk-finsk med Tonen paa det første Ord i Sammensætningen. Paa sine Rejser havde Snellman lagt Mærke til, at man i Lande, der sukkede under fremmed Herredømme, søgte at genvinde Frihed og Uafhængighed ved at vække Nationalfølelsen hos disse Landes ældste, men nu undertrykte Befolkningselement. Man havde saaledes i Böhmen rejst en national Bevægelse blandt Czecherne, i Irland blandt Irerne. I Finland, hvor en ældgammel finsk Stamme endnu levede ude i Landet uden at tage Del i Kulturarbejdet eller øve Indflydelse paa Landets Styrelse, burde man nu fremfor alt sætte Kræfterne ind paa at vække og opdrage denne Befolkning. Dens Sprog burde blive hele Landets Sprog, dens særlige Anlæg og Evner burde gennemtrænge hele Landets Dannelse, finde Udtryk i Litteratur og Kunst, og naturligvis burde hele Bevægelsen munde ud i Oprettelsen af en finsk Ståt. I Øjeblikket var der naturligvis ingen Mulighed for en fri, finsk Ståt, men opstod der en ren finsk Nation, vilde Landet dog kunne betyde noget i Verden. Evropa vilde ikke længer betragte det som en svensk Provins, der var revet løs fra Moderlandet. Dets finske Sprog vilde vidne om, at det var en Ståt for sig. Hvad man altsaa først og fremst maatte arbejde paa, det var, at Finsk blev Landets Sprog istedenfor Svensk. Irerne i deres Kamp mod det engelske Sprog, Czecherne i deres Kamp mod det tyske, led under den Vanskelighed, at det Sprog, de vilde fordrive 229