fra deres Land, det var det, deres Beherskere talte, men dette var jo ikke Tilfældet i Finland. Det svenske Sprog havde ikke længer nogen mægtig Beskytter dér; det var kun af historiske Grunde, det havde bevaret sin fremskudte Stilling. Det var meget muligt, at den russiske Regering ikke ugerne saa det vige for Finsk. Intet vilde bidrage mere til at svække de svenske Sympatier, der endnu var til Stede hos den overvejende Del af Befolkningen. Da Snellman forlod Finland, havde det ganske vist været paa Tale, at der burde gøres noget for den finske Befolkning, men det var snarest Ytringer, fremkaldt af Medlidenhed, af en smuk Følelse. Han regnede dem for ganske betydningsløst Snak. Ingen havde dengang endnu udtalt, at netop Finnerne burde danne Nationens Kærne, at deres Sprog burde tales af alle, at Finland burde gøres til en ren finsk Ståt. Da Snellman kom tilbage, var Jubelfestens Vækkelse gaaet hen over Sindene. Kaievala-Over-sættelser havde aabenbaret den finske Stammes Værd, og hans Tanke var ikke mere saa fjernt fra det, de ledende Mænd ønskede. En og anden havde maaske allerede udtalt den ganske privat, men den var dog endnu ikke bragt frem i hele sin Rækkevidde. Snellman havde knap sat Foden paa finde Grund, før han begyndte at tænke paa at skaffe sig et Blad, hvorigennem han kunde sende sin Tanke ud i Verden. Hans første Plan var at blive Medredaktør af Helsingfors Tidningar. Den blev 230