jo nu redigeret af Topelius, hvem han huskede som en rar og medgørlig ung Mand. Ham vilde han let kunne arbejde sammen med. Han meddelte ogsaa Bladets Udgiver, Konsul Wasenius, sit Ønske om at indtræde i Redaktionen. Men Wasenius kendte Snellman som stridslysten og oppositionelt anlagt og sagde Nej. Han undervurderede paa ingen Maade Ansøgerens store Dygtighed, men han var tilfreds med den Redaktør, han allerede havde. Topelius var ganske vist endnu ung og uerfaren, men han havde efter Wasenius' Mening vist sig egnet for Stillingen og gav gode Løfter for Fremtiden. Snellman maatte skaffe sig et Blad ad anden Vej, og mens han ventede herpaa, forespurgte han, om der ikke kunde gives ham Ansættelse ved Universitetet. Han vidste, at man i Tyskland regnede ham for en af den store Hegels mest begavede Disciple, og han havde derfor Ret til at haabe paa en god Modtagelse ved Lærdommens Sæde i Finland. Men det gik ham her som hos Wasenius. Ogsaa ved Universitetet satte man Pris paa hans Lærdom og store Evner, men hans Stridbarhed og Oppositionslyst var heller ikke ubekendt der. Alle Embeder var besat, hed det, og man bad ham vente, til der opstod Vakance. Rektorembedet ved Skolen i Kuopio var derimod ledigt, og da Snellman, for ikke at være helt uden Stilling, indgav Ansøgning om det, skyndte man sig at bevillige den. Det var sikkert ikke uden Lettelse man saa den farlige Mand drage af sted til denne a bides By. 231