kløver; de hørte til Novellefamilien, til Eventyrfamilien, til Gaadefamilien, til Poesifamilien. Folk troede, han var gnaven, grædefærdig. Han smilede kun mere skelmsk, hans Pen fløj blot med større Lethed henover Papiret. Han lærte, han gik frem. I Efteraaret 1846 blev Saima imidlertid efter højere Ordre forbudt, og da hørte Striden op. Men Snellman beskyldte Zachris for at have angivet Saima i St. Petersborg. Han tiltroede ham, at han for enhver Pris vilde skille sig af med sin Fjende. Der var vel næppe nogen, der fæstede Lid til denne Beskyldning. Men alligevel 1 Al den øvrige Fortræd, som Saima havde villet gøre Zachris, havde vendt sig til Velsignelse, var blevet ham til Lære, til Udvikling, men dette sidste blev til et Frø, hvoraf der voksede et Træ med giftig og dødbringende Frugt.