Men i Øjeblikket var det aabenbart, at det var Saima, der havde Overtaget. Det havde Folkets Øre. Den, Saima overøste med Foragt, var noget nær en slagen Mand. Der var adskillige, som havde ondt af Zachris i denne Tid. De troede, han vilde blive træt af Forfølgelsen, de bad Saima skaane ham. Men Saima blev ved paa samme Maade, snart med store Artikler, snart med smaa Stik. Fru Topelius paa Kuddnäs opgav helt Ævret. Hun holdt op at læse Aviser. Hun kunde ikke holde ud at se Zachris blive saa slet behandlet. Konsul Wasenius derimod tænkte ofte paa den Drøm, der havde bestemt ham til at ansætte Zachris som Redaktør. Ganske vist havde han for længe siden ophørt at betragte ham som et Naturvæsen og saa et rigtigt Menneske i ham. Men nu under Kampen kom der noget frem hos ham, som mindede om en elskværdig, trodsig, kaad, overgiven lille Puck. Var han ikke en Lysalf med Vinger paa Skuldrene, der kunde sidde og gynge højt oppe paa en Gren, mens man jagede efter ham nede paa Jorden? Var han ikke den skinbarlige Puck, der sad og spillede paa Rørfløjte til Myggenes Dans, mens hans Tugtemester søgte at faa ham til at gaa under Aaget? Folk troede, han var træt. Folk troede, han var forknyt. Han blev kun med hver Dag rigere paa Udveje. Han hentede Blomster frem fra sin Sjæls Lysthaver og smykkede utrættelig sit Blad med dem. Det var ikke Krybbønner og heller ikke Rød- 246