Emilie var ikke blot hans Kærlighed, hun var hans Støtte og hans Hjælp, uden at hun selv rigtig vidste af det. De Breve, hun sendte ham, var beundringsværdige. De var vittige, muntre, indholdsrige, gennemstrømmede af Ømhed. Ethvert saadant Brev gav ham nyt Mod og Arbejdskraft. Han bar dem paa sit Bryst og følte, at de som et Panser beskyttede ham imod alle Saimas giftige Pile. Han var nær ved at tro, at Emilie var en bedre Skribent end han selv. Hver Linie, hun skrev, fortjente at trykkes. Det var en Lykke, at han i de Aar, han gik og bar paa sin haabløse Kærlighed, egentlig ikke kendte hende. Havde han vidst, at hun var saa intelligent, saa opfindsom, saa underholdende, havde han haft en Anelse om hendes fine Smag, hendes Taalmodighed og Pligtfølelse, hendes Hjertes Mildhed, vilde han aldrig have kunnet udholde den Vished ikke at skulle eje hende. Og nu, hvad andet kunde han gøre end længes efter den Tid, da han skulde have hende ved sin Side alle Dage? Inden han havde endt sine Studier, kunde han jo vanskelig tænke paa Giftermaal, men den ottende November 1844 blev han færdig med sin Eksamen, og dermed var den værste Hindring ryddet af Vejen. Han selv nærede et Ønske saa dristigt, at han knap vovede at nævne det for sin Kæreste og sin Moder. Han vilde helst blive ved at være Redaktør og bo i Helsingfors. Han var næsten sikker paa, at han foruden sin Redaktørgage kunde 249