Herre, at høre paa mig med Tillid og alvorlig Opmærksomhed? Jeg skulde heller end gerne lade Dem forblive i Deres Uvidenhed, men det er blevet mig overdraget at give Dem Oplysning* Det er sandelig ikke mit eget Ærende, jeg gaar." Han talte med en Overbevisning, der ikke undlod at gøre Indtryk paa Zachris. — »Jeg er ganske vist ingen Fornegter," sagde han og talte nu ikke længer i sin tidligere satiriske Tone, „men De maa indrømme mig, Hr. Doktor, at hvad De nu har fortalt mig, er temmelig usædvanligt. Maaske jeg bedre kunde forstaa det, hvis De vilde meddele mig noget om de Kræfter, der boer i denne Talisman, som De siger er bestemt for mig." „Denne Talisman," sagde den forunderlige lille Olding, „er en Ring af Kobber, saa lille, at den med Nød og næppe kan klemmes ned paa et Menneskes Lillefinger." I et Nu var han nede fra sin Glug og henne hos Zachris. Han greb fat om hans venstre Haand og prøvede at faa en Ring ned over det første Led paa hans Lillefinger. Zachris rev Haanden til sig med en ubeskrivelig Følelse af Uro og Rædsel. Noget indeni ham bød ham tage sig i Agt og under ingen Omstændigheder tillade, at Ringen blev sat paa hans Finger. „Bi lidt, Hr. Doktor! De har endnu ikke oplyst mig om Ringens Egenskaber." „O, du forblindede!" udbrød den gamle med 263