Og samtidig bad han hende berede sig paa at komme til at bo i Helsingfors. Han var nu fast bestemt paa at blive i Hovedstaden. Og se, saa snart den modige Beslutning var fattet, lysnede Udsigterne. Den store, afgørende Anerkendelse kom ikke, og den ventede han heller ikke. Han vidste nu, at den ikke kunde komme, før han havde „Storværket" færdigt. Men han fik Bestillinger, saa han kunde mærke, at man begyndte at regne ham med til Forfatterne. En Forlægger, som agtede at udgive et Billedværk: „Finland i Tegninger", bad ham skrive en Del af den ledsagende Tekst. En anden ønskede en Novelle til Julen. Fredrik Deland, Teaterdirektøren, opfordrede ham til at skrive et Skuespil, og Komponisten Ingelius i Åbo vilde gerne have en Operatekst. Oppe i Nykarleby havde man heller ikke saa mange Betænkeligheder jnere. Det var blevet bestemt, at Emilies Søster, Thilda skulde have Bryllup i Julen med Borgmesteren i Nykarleby, og Svigerforældrene ønskede, at Zachris og Emi-lie skulde have Bryllup samme Dag. Og saadan blev det ogsaa. Hele Efteraaret havde Zachris en Mængde kært Besvær med at leje Lejlighed, gaa paa Auktioner og købe Møbler, bestille Indbydelseskort, sørge for Brudekjoler til de to Brude og udrette tusinde andre Kommissioner, men i Ugen mellem Jul og Nytaar stod Bryllupet med Sang og Klang i Nykarleby, og ved Nytaarstid 1846 sad han og Emilie i deres eget Hjem i Helsingfors.