Greben af en Rædsel uden Grænse rev Zachris Ringen af sin Finger og kastede den henad Gulvet. Og uvilkaarlig gentog hans Læber en latinsk Sætning, som han nylig havde hørt i Nattens Drømme: „Vade retro, Satanas!" I det samme skinnede Solen ind ad den smalle Vinduesglug. I Lyset fra dens Straaler begyndte den lille Celle ligesom at opløse sig. Hylderne med Kolber og Retorter, Ovnen med dens Digler, ja, selve Dr. Weis udviskedes. Zachris stod der snart alene. Men ikke nok med det! I det klare Solskin forsvandt selve Domkirkens vældige Taarnmure, der nylig havde omgivet ham. Det forekom ham, at han havde staaet og set paa en Taage. Han følte aabent, frit Rum om sig, han var ude i det fri. Ja, han stod endnu og støttede sig til det samme Træ, som da Dr. Weis kom for at hente ham ind i Kirken. „Ikke andet end en Drøm," sagde han til sig selv og sukkede lidt skuffet. Men i det samme stod alle Nattens Erfaringer klart for ham. Han blev saa glad, at han gerne kunde have sunget, raabt højt, omfavnet den første den bedste. „Jeg holder i min Haand et Storværk, Stoffet til et Storværk!" raabte han. „Jeg har Planen til et Epos i mit Hoved." III I det næste Brev, som Zachris sendte Emilie, skrev han, at det var hans faste Overbevisning, at den anden Ansøger vilde faa Embedet i Vasa. 271