modstaa ham, Skovenes skumle Skygger og Skyernes sky Skarer flygter for hans Blik. Til sidst, naar han har suset gennem Verden, gørende Lysets Gerning videnom, naar Dalens taknemlige Blomster og Lundens Fuglesang og Menneskers glade Lovsange priser hans Værk, da sænker han sin stærke Vinge og søger sig træt en Kløft, hvor han kan slumre ind i stille Fred. Det var et stærkt og et skønt Digt. De der læste det, trak Vejret dybt, som befriet fra en tung Byrde. Man følte en sikker Forvisning om, at der gaves et Foraar for Menneskenes Verden ligesaavel som for Enge og Lunde. Man hørte i Skyen Vingeslagene af en stor Befrier. Digteren havde ikke nævnt hans Navn, men det blev hvisket Mand og Mand imellem: Revolutionen. Hvem anden skulde den stærke Storm være, der spredte al Dunst og Taage ? Aar 1847 den 24. April offentliggjorde Zachris en ny Foraarssang. Han kaldte den for Den blaa Stribe paa Havet. Der skildrer han, hvordan han fra et Bjerg ved Havets Bred staar og ser ud over Bugter og Sunde. Rundtom ham smelter Snedriverne, en Anemone skyder op af Jorden i Læ af visne Blade, Solen skinner, Foraarsstormen jager Skyerne bort, den spirende Vaar mærkes alle Vegne, kun Havet ligger endnu ubevægeligt med sine hvide Sletter. Kæmpen, der kan bringe Jordens Klippegrund til at bæve, sover i Lænker. Han alene kender ikke sin Befrielses Time. Dog jo! Langt borte glimter en mørkeblaa 274