Stribe i Solen. Der hæver og sænker Bølgelinien sig, der stænker hvide, skinnende Toppe deres Skum op imod Morgenskyen, der har Havet begyndt sin Frigørelse, derfra ruller truende Tordenbrag ind under den faste Is. Havet sover altsaa ikke for Alvor. Endnu engang skal disse unge, kamplystne Bølger storme frem. Isdækket, som har lagt sig over dem, skal briste. Et aabent Hav skal endnu engang genspejle Himlens klare Blaa. Dette var paa ny et herligt Digt, og paa ny bragte det Foraarsstemning med til Finlands Folk. Ligesaa sandt som det var, at Havet hvert Foraar gjorde sig fri, ligesaa sandt var det, at Kæmpen, der endnu sov i sine Lænker, skulde vaagne og bane sig Vej frem til Frihed. Og Stunden var maaske ikke langt borte. Digteren saa den blaa Stribe paa Havet. Og hvad han saa, det syntes pludselig alle at se og tro paa med Jubel i Hjertet. Han havde ogsaa Grund til at bebude en ny evropæisk Vaar. Aar 1848 rykkede nær, og det traadte ikke ind paa Skuepladsen uden at have sendt et Par forberedende Vindstød ud over Verden. Med hvilken Jubel blev de ikke modtaget af Ungdommen og af Digterne I Livet skulde paa ny blive vældigt og rigt som i de store Tider for en halvtreds-tredsindstyve Aar siden. Man havde hørt tale om det. Da var det Stormtid og Grotid og Glædestid. Da aandede man Luften ind i dybe Drag, Verden var hver Dag ny. Hvad det ikke var lykkedes Vaarflommen i 1789 at sprede af Taage og Mørke, hvad der senere paa ny havde 18* 275