Jeg ser den nye Morgen gry bag Næsset, ser Ødemarken sig med Blomster pryde; jeg ser det Jern, som før til Sværd blev hvæsset, i Plovens Skaar vor Fremtidsskæbne bryde. Thi det er Vaar ej blot i Lund og Kløfter, nej Aandens Verdner vaagne nu af Slummer, og Jorden lysner, højt sig Himlen løfter, thi Haabets Vaarkraft hvert et Hjærte rummer. Til Slutning tilraabte Forfatteren sit Land: Voks! Kend din Tid! Vær stærk! Lad Nuets Skyer, de skiftende, fordunste — lyne, true! Den Storm, som rundtom Verden nu fornyer, for dig skal klarne Horisontens Bue. Det blev en stor Sejr. Man forstod Digteren. Man følte som han, at Finland var lykkeligt, at det var i stadig Fremgang, at det ved at vise Klogskab og Besindighed vilde være i Stand til at forbedre sin Skæbne uden at rystes af disse Hvirvelstorme, der synes at være nødvendige for Folk af en anden Karakter, en anden Natur. Og næsten før man var færdig med Versene, mens man endnu var betaget af de gode Ord, de kloge Tanker, skete der noget nyt. Man havde nu naaet Byens Grænse. Sangerne holdt op at synge den ligegyldige: „Sitter i högen". Her stødte Regimentsmusiken til, og nu opstemtes for første Gang Runebergs Vårt land med Musik af Pacius. Komponisten var selv til Stede og ledede Sang og Musik. Man kunde knap trække Vejret, da disse Ord med denne Melodi klang ud i Rummet. Man gik 287