med Taarer i Øjnene og med sin Haand fast knuget i sin Sidemands og lyttede til Fædrelandskærlighedens Højsang. Omsider naaede man Sletten, hvor Festen skulde holdes med Boldspil, Lege, Taler og Sang. Der var rejst en Talerstol, og mod den rettedes alle Blikke. Der vajede over den en stor, hvid Silkefane med den finske Løve broderet paa Fanedugen. Det var en Gave til Finlands Studenter fra Helsingfors Damer. Men man saa ikke paa den som paa en almindelig Studenterfane, man saa op til den som et Symbol paa Fædrelandet. Og at den nu fik Lov at vaje frit i Foraarsvinden, var det ikke et Tegn paa, at hele Landet skulde vinde sin Frihed, ikke ved Vold, men ved sin Fædrelandskærligheds uimodstaaelige Magt? Senere hen paa Dagen kom den sidste Overraskelse : Fredrik Cygnæus' Tale for Fædrelandet. Den udmærkede Taler havde aldrig haft et mere inspireret Øjeblik. Hans Tilhørere blev lette om Hjertet ved at høre ham. Han udlagde Betydningen af Fortiden, han kastede Lys over Fremtiden. Han bragte Løftelse og Glæde. Det var et Begejstringens Øjeblik. Man følte sig hævet op over sin egen, lille usle Verden. Man følte Æren og Storheden ved at være Menneske, et Væsen, der kan gribes af en stor Tanke, leve for et højt Maal, ofre sig for en skøn Drøm. Og efter Talen lød endnu engang Runebergs: Och fördes vi att bo i glans, i guldmoln i det blå---