læst i en meget mager Skolebog. Her hørte jeg altsaa for første Gang mit Folks Historie skildret saadan, at jeg forstod, den var stor og ærefuld, rig paa fremragende Mænd, rig paa tung Forsagelse, rig paa glimrende Bedrifter. Først her lærte jeg, at Svenskerne havde været et Eventyrenes og Stordaadens Folk. Aar ud og Aar ind sad vi dengang om Aftenen samlede om Lampen, som stod midt paa det runde Bord i Spisestuen, beskæftiget med Haandarbejde. Aar ud og Aar ind forsødede vi Arbejdet ved Romanlæsning. Vi var ikke fremmede i Digtningens Verden, men naar havde vi vel læst en Bog som denne? Aldrig havde vi som nu længtes efter Aftentimerne, aldrig havde vi beundret nogen som Gustav Adolf, aldrig hadet nogen som Pater Hieronymus, aldrig sværmet for nogen som for den guddommelige Regina. Vi kendte Fänrik Ståls sägner til Punkt og Prikke, og allerede de havde lært os at elske Finland. Men nu efterat Feltskæren havde fortalt os om sit elskede Land, følte vi ligesom han en næsten smertelig Ømhed for det. Aldrig kunde vi ophøre at begræde, at det ikke længer var svensk, aldrig kunde vi ophøre at hade den Magt, der havde røvet det fra os, aldrig kunde vi gøre andet end ønske det al mulig Lykke til Løn for den Troskab, det havde vist os i svundne Dage. 329