uden at han viste sig. Endnu ved Nytaarstid 1S54 havde han ikke set noget til ham, og da maatte Zachris opgive alt Haab og finde sig i det uund-gaaelige. Han lejede endogsaa Lejlighed i Jakobstad. Men en skøn Dag hændte alligevel det vidunderlige, det længe ventede. Han traf paa Gaden Fredrik Cygnæus, der kom ham i Møde hjertelig og sangvinsk som altid. Og Cygnæus slog ham paa Skulderen og sagde: „Hør, Bror Topelius, jeg kan ikke forsone mig med, at du skal flytte til Jakobstad. Vi maa se at indrette det saadan, at du kan blive i Helsingfors. Jeg skal tale med Armfelt." Topelius har sagtens smilet lidt vemodigt, da han hørte dette, som han saa længe havde længtes efter, netop fra denne Kant. Cygnæus kendte ganske vist personlig den finske Statssekretær, Grev Armfelt, og det var ikke første Gang, Zachris havde hørt ham sige ligesaa fortrøstningsfuldt som nu: „Jeg skal tale med Armfelt." Men i Kammeratkredsen blev denne Forsikring altid modtaget med et vist Forbehold. Og for Resten var det ikke engang sagt, at Cygnæus traf Armfelt, der paa Embedsvegne opholdt sig i St. Petersborg. Men i Marts 1854 besluttede Kejseren sammen med sine Sønner at komme til Helsingfors for at træffe Foranstaltninger til Landets Forsvar, og Grev Armfelt kom til Byen et Par Dage før Kejseren. En af de Dage mødte Cygnæus igen Topelius paa et Gadehjørne. Han standsede ham, fortalte, Et Eventyr 21 32I