Fjender. Der kunde ikke være Tale om at tage aabent Parti for dem. Det eneste rigtige var at forholde sig rolig og undgaa al Meningstilkendegivelse. Udtalte ipan sig for Vestmagterne, bragte man Landet i Fare, udtalte man sig for Rusland, saa handlede man imod sin Overbevisning. Naturligvis kunde det §ke, at Finland blev Krigsskueplads, men selv da gjaldt det om at holde sig strengt neutral. Man havde virkelig allerede faaet en lille Forsmag paa Krigen. Engelskmændene havde gjort Forsøg paa at bane sig Vej til Ekenäs. De havde taget et Skib paa Rheden, men var derefter blevet slaaet tilbage af en russisk-finsk Troppestyrke. Engelskmændene havde ogsaa kapret nogle finske Fartøjer, men hvad saa? Det var jo Krigens Gang. Vestmagterne kunde ikke skaane Finland, saa længe det var et russisk Land. De maatte benytte sig af enhver Lejlighed til at tilføje Fjenden Skade. Den Slags Ting maatte man finde sig i. Men den, som Kejseren nylig havde gjort til Professor, uden at han havde søgt om det, han tænkte naturligvis ikke saaledes. Han udbredte sig nu om denne ubetydelige Affære ved Ekenäs i dette lange Digt, som man havde saa ondt ved at forstaa. Han havde kaldt det Den første Draabe Blod, og han talte der om, hvor slet England havde baaret sig ad, at det var kommet med Krig til Finlands Kyster, hvor man netop glædede sig ved Foraarets Tilbagevenden. 325