Man viste Bladet til sine Venner, man læste Digtet med den alvorligste Eftertanke og prøvede paa at forstaa det. I Reglen havde man jo den Følelse, at Topelius udtalte netop det, man selv havde paa Hjerte. Men her kunde man umulig følge ham. Naar man rigtig tænkte sig om, saa havde han lige siden sidste Efteraar, da Krigen med Tyrkiet brød ud, aabent og med stor Glæde forkyndt, at nu stundede dette Riges Undergang til. Aar 1453 havde Tyrkerne erobret Konstantinopel, og Aar 1853 vilde de, det troede da han, igen blive fordrevet derfra. Allerede dette var lidt uforsigtigt, men det fik jo være. Russere og Tyrker var omtrent to Alen af eet Stykke; det var en Smagssag, om man vilde holde med den ene eller den anden. Men nii var Stillingen forandret. I et Par Maaneder havde Frankrig og England kæmpet paa Tyrkiets Side. Nu var det ikke længer to Barbarer, der gjorde det af med hinanden, nu var det Dannelse og Frihed, der gik i Kamp mod Mørke og Undertrykkelse. Var det muligt at betænke sig paa Valget? Var det ikke soleklart, at Finlands Sympatier maatte være hos Vestmagterne? Sejrede Rusland, da vilde man komme til at opleve den samme Undertrykkelse, som man havde lidt under de sidste Aar. Sejrede Vestmagterne, da kunde muligvis Russerriget styrte sammen, da tilsmilede Friheden alle dets underkuede Folk. Officielt var England og Frankrig Finlands 324