II Det var en Aften sent, men der var jo næsten ingen Nat paa denne Tid af Aaret, og Zachris" sad ved Skrivebordet i Færd med at skrive en Artikel til sit Blad. Han havde mærket, at Folk havde taget Forargelse af hans Vers om Den første Draabe Blod, og hans Hustru havdé gjort ham opmærksom paa, at han dér var kommet til at udtale sig saadan, at man kunde tro, han vilde stille sig paa Ruslands Side. Sligt var aldrig faldet ham ind. Han havde skrevet Digtet i sin første stærke Vrede ved at høre, at Englænderne, dette Kræmmer folk, havde stjaalet finske Skibe. Det var aabenbart, at de vilde benytte Lejligheden til at skaffe sig af med en mulig Medbejler til deres Handel, og han havde ikke drømt om, at ikke alle hans Landsmænd vilde se ligedan paa Sagen. Han var nu engang blevet saa vant til, at de Følelser, han udtalte, var dem, hele Folket delte. Han havde slet ikke tænkt paa Rusland, da han skrev Digtet. Han havde været langt borte fra alle politiske Beregninger. Han havde egentlig talt ikke været andet end en lille Nykarleby-dreng, der nok kunde huske, hvordan det var deroppe i de smaa Kystbyer, naar Skibene blev taget som Priser og der begyndte at blive knapt med Salt og Sild i Hjemmene. Nu vilde han ialtfald forklare sig, og han var netop begyndt paa en Artikel, som han kaldte I Livets Kamp. „Der boede to Mænd i samme Hus, og de 327 /